Forskruet "kærlighed".

Jeg er kommet frem til at måske egner jeg mig ikke som blogger - jeg forsømmer jo hele tiden min blog, og så får jeg dårlig samvittighed. Men jeg syntes det er så hyggeligt, så jeg forsætter som Danmarks største amatør blogger lidt (læs: meget) endnu.

Men i skal vide en ting, det er ikke fordi at jeg er umotiveret, eller jeg glemmer min blog, det er simpelthen fordi jeg er den der nu-skal-jeg-redde-hele-verden-type, og det kræver jo logisk nok tid.

Mit seneste projekt som jeg lige pt. er i gang med er at lade min bedste ven bo på min kærestes sofa, da hans kæreste (nu eks) har smidt ham ud - og af frygt for at lyde ond kan jeg kun sige heldigvis! Og igen, det er ikke for at lyde som en iskold kælling der kun tænker på sig selv, nej, det er fordi nogle mennesker bare har et forskruet forhold til virkeligheden! Jeg er virkelig godt og grundigt træt af piger der så snart de får fingrende i en mand tænker "nu skal jeg redde ham fra ham selv, og ændre ham til hvad jeg vil have ham til at være pr. dags dato", det er svært at regne ud hvorfor de ikke bare finder den mand de ønsker til at starte med i stedet for at finde en helt anden type og starte på den helt store personligheds-make-over?

Jeg går ind for at det er en kvalitet at kunne (og skulle!) tænke selv, selv at bestemme hvad man mener, syntes og vil bruge sin tid og sine penge på! Hvis man egentlig bare ønsker en der vil bruge alle minutter i døgnet på at putte, som søger tilladelse til hver en enkelt handling, spiser hvad der bliver serveret, som adlyder hver en odre og som uden tøven vil elske en hvert sekund af livet jamen så burde man da ikke finde en kæreste, så burde man købe sig en hund!

Og det er ikke fordi at jeg er imod forhold - slet ikke. Jeg elsker da mit eget, jeg syntes bare at frihed under ansvar er en menneske ret!

Jeg er str. XXL... Åbenbart.

På ekstrabladet's hjemmeside kan man læse om at man til Michael Jacksons minde koncert kunne opleve en Christina Aguilera i en størrelse XXXL, og journalisten fik da også brugt udtalelser som at frk. Aguilera skulle have lår som en damptromle og at hun åbenbart mæsker sig i trøste-flødeskums-kager.

Og bevares, der er da ingen tvivl om at hun har taget lidt på, det kan enhver da se. Men, lad os da lige banke engang i bordet - Christina er ikke fed, og da slet ikke en strørrelse XXXL. Så er jeg i hvertfald gået fra en størrelse M til en XXL på et enkelt døgn, hvilket bestemt lyder usundt.

Normalt trækker jeg bare på skuldrende af sådanne artikler, især hvis de kommer fra ekstrabladet som jo i forvejen ikke er den mest stabile kilde, men nu må det altså snart høre op. De kendte kan snart ikke spise en cheeseburger uden de både er fede, klamme og dårlige forbilleder, men burde vi ikke lære de unge at lidt former aldrig har skadet, kun gavnet så længe det ikke tager overhånd.
Endten er man for tyk, eller også er man for tynd, findes der overhovedet en "rigtig" vægt efterhånden?
JEG forstår i hvert fald godt hvis de unger er forvirrede.

Vil du læse artiklen, så klik her.

Næsten Normal.

Vil du se dokumentaren, tryk her.

Nu er det lidt over et år siden at jeg sammen med tre veninder blev tilbudt at medvirke i en dokumentar om vores liv, venskab og psykiske lidelser. Og da jeg syntes det lød som en fed oplevelse, går med en lille kendis-drøm i maven og det var på tide at bryde med nogle tabuer så takkede jeg ja! I kan se resultatet på linket under billederne.

Men som sagt, det var (og er) på tide at få åbnet op for nogle tabuer, jeg er psykisk syg, har altid været det og vil altid være det. Jeg lider af paranoid skizofreni, og er født med det. For mig går sygdommen ud på at jeg konstant høre stemmer udenfor mit hovede, hurtigt bliver rastløs, har humør svingninger og ikke rigtig er helt rationel.

Dette lukker op for et nyt tabu, nemlig kontanthjælp! Da jeg ikke KAN (læs: jeg vil gerne, men kan ikke) overskue hverken uddannelse eller job på nuværende tidspunkt. Desværre bliver jeg ligesom så mange andre med mine problemer ofte beskyldt for at være både doven OG samfundsnasser. Helt ærlig og med frygt for at lyde bitter : Hvis du ikke har prøvet at høre stemmer 24 timer i døgnet, så ved du ikke hvordan det er og burde holde din mund! For nej, jeg syntes ikke det er sagen at leve på en bistand og aldrig rigtig at have råd til andet end det højest nødvendige, jeg har også drømme om fedt job, fedt hus og lækre biler, jeg er bare født med lidt ekstra udfordringer og de forsvinder ikke bare af sig selv.

Men nok om mine sure opstød, og lad os vende tilbage til dokumentaren. Det endte som jeg havde håbet, med at være en super fed oplevelse, som endte med at bringe mig tættere på de andre tre tøser og jeg ville helt klart gøre det igen hvis jeg fik muligheden. Turen til Berlin var en drøm, jeg elsker simpelthen den by.
Folkende bag projektet var skønne, og jeg er lykkelig for at have mødt de mennesker, og de var både støttende, forstående og overhovedet ikke spor dømmende.
Det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme! Og jeg håber på at i der vælger at klikke ind på linket vil syntes den er ligeså vellykket som jeg selv syntes. Tak fordi i så med.

Til slut vil jeg gerne takke alle dem der har støttet mig i projektet - De medvirkende, holdet bag, resten af tosserne i vennekredsen, min socialrådgiver, DR, min familie og aller mest min mor. Tak.

Projekt: Internet.

Så skete det igen.. igen. I fredags drak jeg mig fuld og mistede min mobil telefon, og det i sig selv var slemt nok da jeg jo mistede mine kontakter OG skulle betale for et nyt sim-kort, men det er ikke det var ikke det værste, nej jeg brugte også min mobil som computer da den bærbare jeg havde stående hos Hr. Kæreste netop var gået i stykker. Så her sad man et par dage uden kontakt med omverden, ur og sit daglige fix af woman-debatten, og Hr. Kæreste er jo ude af landet så der var ingen hjælp at hente der. Tsk.

Så selvfølgelig skulle der jo gøres noget, jeg måtte tage sagen i egenhånd og hente min stationære computer. Og i tænker lige nu "hvor svært kan det være?" og svaret er SVÆRT! Allerede da jeg skal med toget går det i den gale retning, DSB var jo logisk nok ved at ordne et eller andet på Østerport St. der jo klart nok ændrede alt hvad der hed køreplan, men hey, det er DSB så hvad mere kunne man forvente. Men efter lange ventetider kommer jeg da frem til computeren og putter den ned i en sort sæk men må erkende at den sæk altså ikke holder hele vejen til Nordvest. Hvad gør man så? Man tænker små kriminelt (Jeps, desperate situationer kræver desperate handlinger) så jeg går på jagt efter en indkøbsvogn jeg kan "låne", og jeg finder faktisk en i forvejen stjålet en, og får så pakket computeren ned i den. Ud over pinligheden af at vade rundt med en indkøbsvogn fyldt med sort sæk, så går turen ned til stationen fint, og toget kommer.

Desværre har jeg overvurderet min styrke og må erkende at jeg kan ikke få vognen op i toget uden hjælp, og hjælpende hænder måtte jeg se langt efter! Jeg måtte vente på næste tog, og bruge tiden på at finde en løsning. Det ender så med at jeg måtte bestikke en tigger med mine små-penge for en fidus til at få vognen løftet som ene kvinde. Hvis i en dag står i et lignende problem, så blive vognen lettere at vippe op hvis man lige placere en fod på stangen over baghjulende! Endelig kom jeg med toget.

Da jeg når til Bispebjerg St. virker elevatoren selvfølgelig ikke, grundet oversvømmelsen i juli. Jeg skal altså have vognen op af trapperne, og her virker vippe teknikken altså ikke. Jeg ser der står nogle store stærke mænd på perronen og prøvede at se så hjælpeløs ud som overhovedet muligt, men lige lidt hjalp det. Til sidst måtte jeg gå hen og trygge desperat på knappen til elevatoren i håb om den skiftede mening og virkede - der kom der to piger på omkring 16 år, og fortalte mig at elevatoren altså ikke virkede, og jeg måte indrømme "det ved jeg altså godt", og så skete det uventede - de tilbød mig at hjælpe med at bære den op af trapperne. Teenage-tøser kan faktisk godt være flinke. Op kommer vognen og resten af turen går smertefrit.

Det var en hård tur, og ryggen gør ondt efter alle anstrengelserne, men det er helt klart det værd. Jeg elsker dig computer <3