Skizofren=Morder?

Det er ikke let at have en psykisk sygdom det er der vel ingen der syntes, men det jeg næsten syntes er hårdest er ikke sygdommen i sig selv, men måske faktisk mere de fordomme og meninger folk nogengange kan have omkring det. Jeg ved godt at folks sjældent har fordomme for at være onde, men alligevel kan folk fordomme stadig gøre ondt. Da jeg som teenager boede på institution for unge med psykiske problemer, sad jeg og så tv-avis sammen med en pædagog, og havde en samtale som selv nu flere år efter faktisk stadig gør mig sur:

Pædagog: ....Men det er jo fordi han er paranoid skizofreni.
Mig: Jeg er paranoid skizofren?
Pædagog: Nej du er ikke. Paranoid skizofrene er sådan nogle som Peter Lundin.

Det irriterer mig grænseløst at hun lige pludselig prøvede at tage min diagnose fra mig, og ligegyldig gjorde det slid og de år som flere psykiatere og jeg havde brugt på at finde lige den diagnose der passede på mig. For jeg ER paranoid skizofren, det er hverken jeg eller de fagfolk jeg har haft med at gøre i tvivl om.

Men det der gjorde mig aller mest sur var at hende der skulle passe på mig ligepludselig gjorde mig til psykopat og morder. For det er jeg jo ikke, og det bliver jeg nok heller aldrig. Det ligger ikke til mig at slå ihjel - hverken dyr eller mennesker. Selvom Peter Lundin og jeg måske deler diagnose, er vi jo stadig vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige liv bag os og nogle vidt forskellige værdier.
En paranoid skizofren kan lige så vel som alle andre mennesker udvikle sig til morder, og måske er vejen til mord kortere for en paranoid skizofren person end for en person uden en psykisk diagnose, men det gør jo stadig ikke alle paranoid skizofrene til potentielt  farlige.

Jeg tror at den ellers søde pædagog's fejl var at hun glemte at der er forskellige grader af hvor slemt man mærker sygdommen, og i hvilke symptomer man mærker stærkest og at det er forskelligt hvor meget folk psyke kan tåle før den siger fra. Opvækst og opdragelse har helt sikkert også sit at skulle have sagt. Folk er bare forskellige.

Verdens Hyggeligste Rap!

Uden tvivl.. 

Snot-I-Hjernen..

..Og det er uden lyv.
For nu er det åbenbart blevet min tur til at prøve at have bihulebetændelse, for første gang nogensinde. Og jeg må erkende at det bestemt ikke er rart! Sleeeet ikke. For første gang i mit liv savner jeg en god gammeldaws snot-tud - for det er trods alt bedre end at snotten samler sig i hovedet og presser hjernen, eller hvad der nu forgår i mit hoved på nuværende tidspunkt.
Jeg er træt af at være træt, jeg er træt af ikke at kunne tænke uden mit hoved knager, jeg er træt af smerter i både hoved, øjne og kæber. Ja, jeg er bare træt.

Noget om helte.

Det er ingen hemmelighed at jeg altid har været lidt vild med Steven Seagal, som sportsmand og som actionhelt. Jeg har igennem mange år slugt mange af hans film råt og med fornøjelse - Og det var også sådan min kærlighed til manden startede. Måske han aldrig har været verdens bedste skuespiller, men hans evne til at spille iskold badboy kan jeg ikke tage fra ham.

Men efter at have set "reality-serien" Steven Seagal: Lawman, som omhandler hans liv som vicesherif, er jeg kun blevet langt mere betaget af manden, jeg vil næsten gå så langt som at sige at jeg lidt er begyndt at anse ham som en helt. Jeg synes det er meget tydeligt at se at Seagal er virkelig har talent indenfor politiet, og virkelig formår at holde hovedet koldt når det virkelig gælder. Han er både hurtig til at se en forbrydelse der skal til at finde sted, snakke til de kriminelle med respekt og autoritet, og tænke flere træk frem så en evt. anholdelse kan forgå så fredeligt som overhovedet muligt.

Udover hans evner som betjent, så sætter serien også focus på Seagal's buddhistiske-værdier som jeg beundre en del - f.eks. hans kærlighed til dyr, og den støtte hans også giver til folk der har det svært - bla. ser man ham dele gaver ud på et børnehospital, hjælpe et afvænnings center, og støtte familier der har mistet alt efter orkanen Katrina.

Verden kunne sagtens bruge flere mennesker som ham.

Godmorgen.

Ja, bare godmorgen.