Næsten Normal.

Vil du se dokumentaren, tryk her.

Nu er det lidt over et år siden at jeg sammen med tre veninder blev tilbudt at medvirke i en dokumentar om vores liv, venskab og psykiske lidelser. Og da jeg syntes det lød som en fed oplevelse, går med en lille kendis-drøm i maven og det var på tide at bryde med nogle tabuer så takkede jeg ja! I kan se resultatet på linket under billederne.

Men som sagt, det var (og er) på tide at få åbnet op for nogle tabuer, jeg er psykisk syg, har altid været det og vil altid være det. Jeg lider af paranoid skizofreni, og er født med det. For mig går sygdommen ud på at jeg konstant høre stemmer udenfor mit hovede, hurtigt bliver rastløs, har humør svingninger og ikke rigtig er helt rationel.

Dette lukker op for et nyt tabu, nemlig kontanthjælp! Da jeg ikke KAN (læs: jeg vil gerne, men kan ikke) overskue hverken uddannelse eller job på nuværende tidspunkt. Desværre bliver jeg ligesom så mange andre med mine problemer ofte beskyldt for at være både doven OG samfundsnasser. Helt ærlig og med frygt for at lyde bitter : Hvis du ikke har prøvet at høre stemmer 24 timer i døgnet, så ved du ikke hvordan det er og burde holde din mund! For nej, jeg syntes ikke det er sagen at leve på en bistand og aldrig rigtig at have råd til andet end det højest nødvendige, jeg har også drømme om fedt job, fedt hus og lækre biler, jeg er bare født med lidt ekstra udfordringer og de forsvinder ikke bare af sig selv.

Men nok om mine sure opstød, og lad os vende tilbage til dokumentaren. Det endte som jeg havde håbet, med at være en super fed oplevelse, som endte med at bringe mig tættere på de andre tre tøser og jeg ville helt klart gøre det igen hvis jeg fik muligheden. Turen til Berlin var en drøm, jeg elsker simpelthen den by.
Folkende bag projektet var skønne, og jeg er lykkelig for at have mødt de mennesker, og de var både støttende, forstående og overhovedet ikke spor dømmende.
Det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme! Og jeg håber på at i der vælger at klikke ind på linket vil syntes den er ligeså vellykket som jeg selv syntes. Tak fordi i så med.

Til slut vil jeg gerne takke alle dem der har støttet mig i projektet - De medvirkende, holdet bag, resten af tosserne i vennekredsen, min socialrådgiver, DR, min familie og aller mest min mor. Tak.