Det er så dejligt at være på landet.

Det er ved at være et stykke tid siden at der er sket noget her på bloggen - det skyldes at kæresten kidnappede mig en tur til Lolland hos en ven. Og det var måske lige det jeg havde brug for - en pause fra København, internet-debatter, facebook, byture, evigt ringende telefon og andre ting der normalt kan gøre mig små bitter! Nu når jeg er kommet hjem fra landet af kan jeg da også mærke på mig selv at jeg er fyldt op med helt ny energi. Så skønt. MEN - 10 dage var måske lige i overkanten, for jeg er trods alt bymenneske med kæmpe b! Jeg elsker byen - virkelig elsker.

Så der skal nok komme lidt mere krudt på bloggen nu!

En tanke fra år 2010.

har skrevet dette på 5 min, ved det ikke er helt fuldført, men vil godt lige høre hvad i har at sige? :D

Hun sidder i sin lille lejlighed, lytter til regnen der drypper på vinduet. Varmen spreder sig i hendes lille krop, halsen snøre sig sammen, hun prøver at sluge klumpen i halsen, men hun kan ikke, hun prøver igen og igen og igen men lige meget hjælper det, det vil ikke ned, i stedet for hun fornemmelsen af at hun skal kaste op, hun løber ud på badeværelset, men intet kommer op. hun har det skidt, virkelig skidt. det er mange år siden hun har følt den ensomhed. den dræbende ensomhed og desperation. hun tager mobil telefonen kigger telefonbogen igennem, så mange numre. men ingen at ringe til. der er ingen der ville kunne føle som hun gør. og hvad skal hun sige. hun gnuer telefonen i hendes hånd, hårdere og hårdere, indtil hun til sidst kaster den ind i væggen. tårnede begynder at løbe ned af kinderne på hende. hun vil bare ha det til at holde op. hun har lyst til at skrige, men lader alligevel hver. hun er svimmel, det er ligesom vækkende trækker sig mere og mere sammen om hende. hun er bange, hun vil ud. hun vil ud nu. hun tager sko på, og løber ud i opgangen. hun nåede ikke engang at tage jakke på. hun har kun sko, nøgler og en smøg. hun mærker regnen, de tunge dråber der vælter ned af hende. men hun er ligeglad, hun bemærker det knapt nok. hun er ude. hun ånder lettet op, hun har et minuts fred, fred for tankerne om pillerne i køkkenskabet, fred for knuden i maven, fred for det faktum at ingen elsker hende, fred for den dårlige samvittighed for aldrig at være den datter hendes moder har fortjent. hun har det godt, hun mærker et lille sus i maven når hun går på stien langs den lille å. træerne giver lidt ly for regnen, og jo længere hun går ind jo tættere bliver de store træer som kun for en måned siden stod tomme og nøgne og uden personlighed. men foråret har gjord dem til prægtige og stolte. hun tager et sug på smøgen, og smiler for sig selv. indtil hun begynder at grine. hun kan slet ikke holde op igen. en cyklist passere hende, han kigger på hende. men hun er ligeglad. hun har fred. hun går længere og længere ind. skoven bliver mørkere og mørkere omkring hende. hun kigger ned, ser en sten indrammet af et lille hegn. i mørket ligner stenen en lille pige der prøver at kravle op af mudderet. hun prøver at slå tankerne væk. hun ved jeg jo godt det bare er en sten. hun er jo for helvede et voksen kvinde. fornuften siger hun bare skal fortsætte, men alligevel kan hun ikke. hun kan gå tæt på stenen, men hun ikke tage skridtet forbi den. hun kan ikke, uanset hvor meget hun presser sig selv. hun kan ikke. hun stopper op, står som forstenet og kigger på stenen. indtil hun vender sig om og løber hun løber så hurtigt hun kan uden at se sig tilbage, et kort øjeblik føles det som om hun er med i en gyser, og at der i manuskriptet skal hun dø. hun skal dø i dag. hun ved det er fjollet, men tanken køre i ring oppe i hendes hoved. hun skal hjem. hun skal hjem nu.

Et stort spørgsmål.

En bekendt spurgte mig den anden dag "Hvis du selv kunne vælge, ville du så stadig være født skizofren?" og der blev jeg nødt til at svare noget så kedeligt som "Det ved jeg egentlig ikke rigtig", for det er jo et ret stort spørgsmål som kræver et velovervejet svar - og så hellere vælge ikke at svare end at svare med et idiotisk svar. Men nu har jeg haft et par dage til at gruble lidt for mig selv - og det har jeg så gjord.

På den ene side er der jo utrolig mange fordele ved ikke at lide af en så alvorlig psykisk sygdom som paranoid skizofreni nu engang er - jeg ville nok have haft en meget lettere teenagetid end jeg har haft - godt nok er det jo hårdt for alle at være teenager, men jeg tror bestemt ikke destruktive stemmer i hovedet, uforklarlig angst, og selvmordstanker hjælper på det. Derudover var jeg nok hvis jeg var rask nu i gang med en længerevarende uddannelse, som f.eks. politibetjent, måske var jeg i gang med at planlægge mit første barn, og jeg havde helt sikkert en hund. Et lille hyggeligt hus i provinsen skulle jeg snart i gang med at kigge efter - måske fandt jeg et super tilbud på et nedlagt landbrug.
Jeg havde nok sparet min familie for en masse sorger og bekymringer - nok været en bedre datter/søster/veninde igennem tiden. Ja, jeg kan finde mange fordele.
Men på den anden side, så har jeg haft et hårdt liv indtil nu, og det har sikkert været med til at gøre mig stærkere, og det har helt sikkert gjord mig til den jeg er i dag både på godt og ondt - og jeg er jo ganske udmærket som jeg er. Jeg har mødt en masse skønne mennesker igennem psykiatrien og min sidste ungdoms pension som jeg nok aldrig havde fået ind i mit liv på anden vis, jeg har lært at værdsætte alle de gode dage og de små fornøjelser.
Men vigtigst af alt, så kunne jeg slet ikke forstille mig at være en anden - så mit svar må nok være at "Ja, jeg ville vælge mit liv som det er nu, for på trods af alt det jeg er gået igennem så elsker jeg mit liv og vil ikke bytte med nogen anden".

Udfordringen: Ugens gode gerning.

Ja, det var jo meningen at jeg skulle bruge denne måned på at gøre gode gerninger, og jeg glædede mig endda til at skulle gøre det, så det hele startede jo egentlig fint nok. Men jeg har alligevel besluttet mig for at droppe denne månedes udfordring. "Hvorfor?" tænker i sikkert, og det vil jeg da gerne svare på.

Jeg har simpelthen ikke overskuddet lige nu, min ryg og nakke har i den sidste uges til gjord vanvittigt ondt, og jeg kan knap nok holde ud at hverken sidde eller stå og det er faktisk heller ikke rart at ligge ned. Derudover er mit hovede et stort rod, jeg tænker for meget, på alle mulige mærkelige ting, jeg alligevel glemmer 5 min efter - og jeg gider faktisk slet ikke noget som helst!
- Derfor mener jeg at det nok er bedst at udskyde det der udfordrings-pjat til næste måned, hvor jeg forhåbentlig har det bedre, man skal jo hjælpe sig selv, før man kan hjælpe nogle andre.

Jeg ved endnu ikke om jeg vil tage samme udfordring op igen, eller om jeg vil gå i gang med en anden - der er jo massere af valgmuligheder. Men det vil tiden vise.

Næsten Normal Part IV.

For et par uger siden var Elizabeth og jeg jo i fisketorvet, for at lave en opfølgning på Næsten Normal: Et år senere - hvor vi jo blev spurgt hvordan det er gået siden vores medvirken - Interviewet er nu kommet på DR's hjemmeside, og derfor skal det selvfølgelig også deles her. Desværre har jeg ikke kunne finde en video kun med interviewet, og altså ikke med hele dokumentaren - men hvis i ikke gider at se filmen igen kan i jo bare spole frem til de sidste 10 minutter af filmen.

Jeg vil lige forsvare mit ikke så kønne udseende med at jeg ikke har sovet natten inden, og desuden har tømmermænd.

Se det her.
- God fornøjelse.

Hvem der bare var en leguan.

- Det var da på tide at vise øglen frem!