har skrevet dette på 5 min, ved det ikke er helt fuldført, men vil godt lige høre hvad i har at sige? :D
Hun sidder i sin lille lejlighed, lytter til regnen der drypper på vinduet. Varmen spreder sig i hendes lille krop, halsen snøre sig sammen, hun prøver at sluge klumpen i halsen, men hun kan ikke, hun prøver igen og igen og igen men lige meget hjælper det, det vil ikke ned, i stedet for hun fornemmelsen af at hun skal kaste op, hun løber ud på badeværelset, men intet kommer op. hun har det skidt, virkelig skidt. det er mange år siden hun har følt den ensomhed. den dræbende ensomhed og desperation. hun tager mobil telefonen kigger telefonbogen igennem, så mange numre. men ingen at ringe til. der er ingen der ville kunne føle som hun gør. og hvad skal hun sige. hun gnuer telefonen i hendes hånd, hårdere og hårdere, indtil hun til sidst kaster den ind i væggen. tårnede begynder at løbe ned af kinderne på hende. hun vil bare ha det til at holde op. hun har lyst til at skrige, men lader alligevel hver. hun er svimmel, det er ligesom vækkende trækker sig mere og mere sammen om hende. hun er bange, hun vil ud. hun vil ud nu. hun tager sko på, og løber ud i opgangen. hun nåede ikke engang at tage jakke på. hun har kun sko, nøgler og en smøg. hun mærker regnen, de tunge dråber der vælter ned af hende. men hun er ligeglad, hun bemærker det knapt nok. hun er ude. hun ånder lettet op, hun har et minuts fred, fred for tankerne om pillerne i køkkenskabet, fred for knuden i maven, fred for det faktum at ingen elsker hende, fred for den dårlige samvittighed for aldrig at være den datter hendes moder har fortjent. hun har det godt, hun mærker et lille sus i maven når hun går på stien langs den lille å. træerne giver lidt ly for regnen, og jo længere hun går ind jo tættere bliver de store træer som kun for en måned siden stod tomme og nøgne og uden personlighed. men foråret har gjord dem til prægtige og stolte. hun tager et sug på smøgen, og smiler for sig selv. indtil hun begynder at grine. hun kan slet ikke holde op igen. en cyklist passere hende, han kigger på hende. men hun er ligeglad. hun har fred. hun går længere og længere ind. skoven bliver mørkere og mørkere omkring hende. hun kigger ned, ser en sten indrammet af et lille hegn. i mørket ligner stenen en lille pige der prøver at kravle op af mudderet. hun prøver at slå tankerne væk. hun ved jeg jo godt det bare er en sten. hun er jo for helvede et voksen kvinde. fornuften siger hun bare skal fortsætte, men alligevel kan hun ikke. hun kan gå tæt på stenen, men hun ikke tage skridtet forbi den. hun kan ikke, uanset hvor meget hun presser sig selv. hun kan ikke. hun stopper op, står som forstenet og kigger på stenen. indtil hun vender sig om og løber hun løber så hurtigt hun kan uden at se sig tilbage, et kort øjeblik føles det som om hun er med i en gyser, og at der i manuskriptet skal hun dø. hun skal dø i dag. hun ved det er fjollet, men tanken køre i ring oppe i hendes hoved. hun skal hjem. hun skal hjem nu.
Super flot blog du har dig er blevet fast læser!
SvarSletMåske vil du tjekke min blog ud, og blive fast læser det vil betyde rigtig meget for mig!
http://erica-schou.blogspot.com/