Udfordringen: Ugens gode gerning.

Jeg valgte at starte månedens udfordring en dag for tidligt, da den først skulle være skudt i gang i martsmåned, men da denne uge jo både lå i februar og marts tænkte jeg at det var acceptabelt at begynde i dag.

Min første gode gerning er ganske vist ikke en af de største gode gerninger i verdens historien, men da det kun er for en halv uge, og fordi lidt også har ret - så gælder den altså!
Jeg valgte nemlig at bruge nogle af mine penge i røde kors genbrugs butikken på Gammeltorv, hvor jeg blandt andet fik et par jeans til 68 kroner - Virkelig billigt, og så går pengene til et godt formål - I kan læse om røde kors arbejde her.

Jeg elsker at shoppe tøj, så det var dejligt at få lov til at shoppe for en god sags tjeneste, og selvom jeg ikke købte for særlig mange penge så hjælper det jo stadig lidt - og så fik røde kors da også lige lidt gratis reklame til de få mennesker der læser min blog. Win-win.
Jeg har hørt mange snakke om hvor klamt genbrugs tøj er, men jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor det er så klamt at gå i en jakke som en fremmed person har gået med før i tiden - den er jo for filan da blevet vasket i mellemtiden. Okay, jeg må indrømme jeg aldrig ville købe et par brugte trusser, men jakker, bukser, trøjer osv. kan jeg ikke se problemet i at købe brugt - og så er der jo mange penge at spare, og selvom det meste tøj i genbrugsbutikker tit er mindre kønt og ret mormor-agtigt at se på så gemmer der ser altså noget guld rundt omkring på stativerne. Jeg syntes helt klart at det er et kig værd og det er hverken første eller sidste gang køber brugt tøj.

Jeg føler mig allerede som et lidt bedre menneske.

Næsten Normal Part III.

Ja, i bliver altså lige spammet med Næsten Normal i denne tid - Da DR åbenbart syntes den er relevant lige fortiden, og jeg vil altså ikke snyde min blog for de tiltag der sker i den forbindelse, for sandheden er at Næsten Normal faktisk er tæt på det eneste jeg har udrettet, og det har jeg tænkt mig at fuldføre.

I forbindelse med at regeringen vil stoppe førtidspensionen for unge under 40, har DR lavet en artikel omkring det, og der har de valgt at bruge mig og mine citater som eksempel.

I kan læse artiklen her, hvis i skulle have lyst.

Yay.

I går blev jeg overrasket med et lyserødt ice watch ur pakket ind i en fin pose, det var selvfølgelig min mor og min lillesøster der havde taget det med hjem til mig fra Egypten, når nu de ikke havde taget mig med ned i solen.

Tak mor & søs .

Skål, for et nyt samarbejde.

I starten af året, fik jeg den dårlige nyhed at min psykolog søgte nye græsgange, og derfor måtte forlade vores fem år lange samarbejde - Hvilket for mig var en rigtig dårlig nyhed da han var den første psykolog (og der har været mange) siden jeg var teenager, som jeg faktisk har kunne holde ud at være i rum med i mere end 10 sekunder af gangen.
Det betyder jo så han har fået en afløser i stedet - og da jeg mødte hende første gang var mine tanker ikke specielt positive, for det første var hun en hun og jeg svinger bedst med hannerne, for det andet var hun ikke særlig gammel, for det tredje virkede hun lidt genert og for fjerde så hun ret poppet ud, ja der var meget galt.

I dag havde jeg så min første samtale bare hende og jeg, og jeg må erkende at så slem var hun altså heller ikke, jeg vil endnu ikke komme ind på om hun er god nok, for så godt kender jeg hende jo heller ikke, men hun gjorde altså et eller andet rigtigt!
Og jeg tror at det hun gjorde rigtigt var at hun turde give lidt af sig selv, jeg måtte gerne spørge ind til hende og hvem hun var - og hun svarede gerne. Og for mig er det et tegn på hun er til at stole på, da mange psykologer har den holdning at de skal vide alt om en, og man skal vide intet om dem, og det er altså ikke fair! Jeg ved ikke om det er fordi mange psykologer ser for mange psykologiske thrillere hvor patienterne venter på en hver lejlighed til at slagte konen og forføre afkommet - og derfor ser de en hver patient som en mulig multi psykopat, eller om de bare har læst et sted at sådan man virker professionel? Men uanset grunden er det bare ikke godt nok til mig - hvis jeg skal lette mit hjerte overfor et andet menneske skal jeg altså vide lidt mere end deres navn. Og det er vel i virkeligheden også rimeligt nok.

Men, denne episode har i hvert fald (igen igen) mindet mig om at man skal lade være med at stole alt for meget på ens egne fordomme - og give folk en fair chance for at af- eller bekræfte ens fordomme inden man vælger dem fra. Bag et hvert udseende, gemmer der sig jo et helt unikt menneske.

Det var alt for denne gang.

Næsten Normal Part II.

I anledning af at DR har valgt at sende Næsten Normal igen den 6. marts så var jeg i dag på fisketorvet sammen med Elizabeth for at blive stillet nogle spørgsmål omkring filmen, livet efter og en smule andet, som vil blive vist sammen med dokumentaren. Det var skide hyggeligt, spørgsmålene var gode, værten var sød, og vi fik snakket, fjollet og filmet en del, jeg føler selv at jeg svarede perfekt på alle mine spørgsmål, men det ved jeg jo først når jeg ser resultatet.

Men, jeg må indrømme jeg savner at tale til kameraet, omgås filmfolkende, fortælle en historie og alt hvad der hører med. Selv de ting jeg syntes var træls savner jeg, så som at gentage den samme sætning 100 gange for at få det på den helt rigtigt med, at gå ind af hver dør 2 gange, for både at blive set udefra og indefra, at stå op klokken lort om morgenen for at blive filmet når man lige er stået op og ligner lort - Ja, det kommer nok som et chok, filmfolkende sover altså ikke hjemme hos en, selvom det kunne være hyggeligt.
Ja, jeg savner det hele. Men jeg har også altid haft en lille drøm om at lave tv, og da jeg ikke rigtig kan finde ud af noget som helst, er en dokumentar nok den bedste løsning, for jeg er altså ikke lige typen der har lyst til at være med i et tomt reality program, bare for at få opmærksomhed - det er jeg alligevel for fin til.
Jeg forsøgte mig med at lave tv på produktionsskole engang - men jeg må sande at jeg er bedre til at stå foran kameraet end bagved det, og det er helt klart også sjovest - så helt ærligt, hvis jeg igen for tilbudet om at deltage i et eller andet, så vil jeg kraftigt overveje det.

Og så vil jeg lige berige jer med en bonus viden: Elizabeth og jeg var kærester tilbage i teenageårene, bare lige for at løbe lidt med sladder - det må man nemlig godt når det handler en selv.

En smule gys.

Jeg blev simpelthen så glad i går da jeg helt tilfældigt faldt over bloggen www.gyserblog.blogspot.com/, der kort og godt handler om den verden der er inden for gys og gru.
Og for en som mig der ikke kan få nok af gyserfilm, er det guld værd at finde en flot og gennemtænkt blog, netop om gys til lidt inspiration til film på filmhylden, eller film bunken må det nok blive da jeg ingen hylder har.
Bloggen har et overskueligt design, og teksten er skrevet præcis og letlæselig. Jeg syntes faktisk bare i skal kigge på den, hvis i heller ikke kan få gys nok.

Undskyld for reklame, men syntes bare jeg blev nødt til at dele dette fund med jer.

Og så var der ham Lucas..

Nu hvor er xfactoren atter er over os, har jeg for vane at se lidt af de gamle shows, bare lige for at mindes nogle af dem der ville frem, men som ligeså hurtigt var glemt - ofte fortjent.
Men så var der jo Lucas, søde Lucas - som med sin charme fik mange af os til at ønske vi igen var kærlighedssøgende teenagere, så vi kunne forsøge at gøre kur til den unge (og talentfulde) mand.
Derfor ville jeg bruge et lørdags indlæg på at dele en video med jer, så her, Lucas skønne version af The Cure's The lovecats.

Jeg har fået en idé..

..Som jeg vil afprøve på min blog på forsøgsbasis.

Idéen går ud på at jeg hver måned giver mig selv en udfordring som jeg selvfølgelig skal udføre så godt som muligt - og derefter dele resultatet herinde på min blog.
Grunden til dette fjolleri er at jeg som bistandsbums har en masse tiltider kedelig fritid at brænde af - og så fordi jeg elsker udfordringer.

Jeg har besluttet mig at starte i martsmåned da der jo er den næste hele måned der kommer - så det lå lige til højrebenet.
Første udfordring jeg vil tage op er: "Ugens gode gerning"
Som selvfølgelig går ud på jeg hver uge i marts skal gøre en god gerning for en anden person.
Jeg glæder mig allerede til at komme i gang.

Manden bag min skulder.

Da jeg oprettede min blog var det meningen den skulle være en blanding af både sjov, men også alvor, men det er ligesom om at den alvorlige del er røget lidt i glemmebogen - men det er på tide at lave om på nu.

Det er ikke et let emne jeg vil tage op, men da det nok er det emne der har størst indflydelse i mit liv, så vil jeg gøre et forsøg.

Så langtid tilbage jeg kan huske har jeg lidt af paranoid skizofreni, hvilket har gjord at jeg igennem hele mit liv har hørt stemmer uden for hovedet, eller jeg har faktisk kun hørt en stemme, fra en mand der konstant snakker til mig bag min venstre skulder, da jeg var lille var denne mand faktisk meget flink, men med alderen er ordende jeg hører blevet mere og mere agressive, hvilket har påvirket mine teenageår en del, jeg endte ud i ikke at være særlig sød ved hverken mig selv eller andre - jeg skændes ofte med min mor, mine lærere og pædagoger fordi jeg fik af vide af manden bag min skulder at de voksne ikke var til at stole på og de faktisk kun var ude på at spænde ben for mig.
Jeg begyndte at skære i mig selv når jeg fik muligheden, og jo længere tid der gik jo dybere blev sårende - jeg blev sendt rundt for at snakke med forskellige psykologer og psykiatere og fik endelig en diagnose og noget medicin der kunne tage det værste.

I år 2004 blev jeg tilbudt en indlæggelse på 2-3 måneder på ungdoms psykiatrisk afdeling, og jeg takkede ja. Det viste sig senere at de 2-3 måneder endte med at blive 7 rigtig lange og hårdere måneder.
Det meste af tiden hadede jeg at være der, jeg kunne ikke rigtig forholde mig til at en masse fremmede voksne skulle bestemme alt over mig, f.eks. hvilket tøj jeg måtte gå i, hvor langtid jeg skulle holde bordskik, hvornår jeg måtte tale telefon og hvad jeg måtte se i tvet.
Men på trods af hadet til stedet, og til mange af de voksne, lærte jeg en masse om mig selv, og om at leve med min sygdom.

Den dag i dag er jeg stadig på en del medicin, og går jævnligt til psykolog samtaler - og jeg høre stadig stemmer. Muligvis ville mere medicin kunne fjerne stemmen helt, men det forsøg har jeg valgt at takke pænt nej til, og det virker måske fjollet hvis man ikke selv har prøvet det - men manden bag mit skulder har fuldt mig igennem hele mit liv, og altid været der, så selvom jeg godt ved at han er fantasi er han stadig blevet en form for følges ven og den person jeg har brugt mest tid med igennem livet, pga. ham har jeg aldrig prøvet at være helt alene - og den tanke skræmmer mig.

Tit når jeg fortæller folk om min sygdom for jeg sætningen "Ej, du er da ikke syg - du virker jo helt normal" og jeg ved jo godt at folk mener det i en god mening, men alligevel virker det bare som om at folk er godt i gang med at ligegyldiggøre et hårdt liv, uden at de selv har prøvet den type smerte på egen krop.
Jeg oplever også tit at folk der hører at jeg er på medicin pludselig udnævner sig selv til psykiaterer og anbefaler mig at stoppe på min medicin, igen fordi jeg jo virker sååå normal, men de glemmer at det muligvis er pga. medicinen at jeg virker helt almindelig, og at det desuden for nogle kan være et meget farligt råd.
Jeg tror at de fleste der spiser medicin dagligt og måske skal gøre det hele livet ville ønske, at det var anderledes, men det er bare ikke altid så let som det lyder.

Tak for opmærksomheden.

God tirsdag..

Og kun god tirsdag.

Jeg nægter simpelthen at ønske jer eller nogle andre god Valentines Day, for i min verden (jeps, jeg har min helt egen verden) finder så fjollet en "hellig" dag simpelthen ikke sted! Det kan da godt være at nogle mennesker syntes det er så skøøønt med en dag hvor man kan være lidt sød ved sin partner - men jeg er nu af den opfattelse at man altid burde være sød ved herren eller fruen derhjemme, og jeg tør næsten æde en landevejridders gamle hat på at ham/hende der hjemme vil blive langt mere glad og overrasket over at få en kæmpe buket en helt almindelig hver dag - end på en dag hvor det nærmest forventes.

Sov godt, når i kommer så langt.

Man er vel hestepige.

De seneste par dage er alle teenageminderne væltet op i mig, min første forelskelse, min første bytur, skænderierne med min kære mor, den mærkelige mode, naiviteten og jeg kunne blive ved! Men hvad jeg husker bedst er tiderne på den gamle rideskole som jeg brugte stort set hver evig eneste dag på, andre unge gik i fritidsklub - jeg gik på rideskole.

Jeg havde gennem min barndom og ungdom prøvet uendelig mange sportsgrene, men der gik aldrig længe før at jeg stoppede igen, for jeg kunne simpelthen ikke finde kærligheden til sport, indtil jeg pludselig var endt til ridning - Det kunne jeg ikke få nok af, jeg blev hurtigt knyttet til mange af hestene, og det at det hele gik ud på et samarbejde mellem hest og rytter var meget mere mig en at sparke til/kaste med/slå med til en bold. Og jeg må jeg har sgu haft nogle af de bedste tider i mit liv ude hos hestene.

Alle disse tanker har fået mit til at indse, jeg bliver nødt til at begynde at ride igen - så nu har jeg sat en eftersøgning i gang omkring at finde en sød pony jeg kan tage med ud i  skoven til forår.

Ønsk mig held og lykke.

Lørdag aften!

Bare lige et par billeder inden byen! Efter en del genstande.

Tandlæge?

De seneste dage har jeg døjet ret meget med tandpine og det er altså noget er tager ret hårdt på koncentrationen, ja bare at skrive dette indlæg er ret uoverskueligt. Jeg har ikke rigtig lyst til at hverken snakke eller spise, som ellers er to af de behov der er størst hos mig, så på en eller anden måde er jeg jo ikke rigtig mig selv i disse dage. Hver eneste dag fylder jeg hovedet med smertestillende piller og høre folk fabler op om at jeg burde tage til tandlægen.


Men er der 1 ting jeg ikke skal, så er det til tandlægen. For det første så har jeg ikke råd, for det andet gør det pisse ondt og for det tredje har jeg ikke råd til at betale dyre domme for noget der gør ondt!

Kloge hoveder ville sikkert bruge argumenter som at man kan få tilskud hos kommunen eller tage en tur til tandlæge højskolen og at man jo kan blive bedøvet - men nej. Kommunen har før lovet mig at betale hvor jeg stod med hele regningen selv, tandlæge højskolen er for folk der endnu ikke er færdig uddannede - og er der nogle der skal pille ved mine tænder skal de som minimum vide hvad de har gang i! Og tandlæge bedøvelse virker ikke på mig.

Det kan godt være det virker fjollet - men i min verden er en smugle (en kæmpe smugle) tandpine altså bedre end en tur op til tandlægen, desuden forsvinder det vel af sig selv før eller siden?

I babyens tegn.

Denne weekend må have stået i babyens-tegn, og efter sådan en weekend er det svært ikke at blive en smugle skruk! Normalt er jeg fuldt klar over at en baby ikke er på listen over ting jeg lige står og mangler - for hvad skulle jeg da bruge en baby til når månedens højdepunkter alle sammen handler om druk?

Men i fredags fødte min storesøster mig en smuk lille niece. Ikke at jeg har mødt denne niece endnu, men på de billeder min mor lige har vist mig var hun altså smuk. Så der er helt klart idyl i det lille hus. Altså, når nu min søster brugte sin fredag på at føde en lille stjerne, derfor vil jeg meget gerne bruge lidt af dette blog indlæg på at sige kæmpe meget tillykke til min søster, hendes mand og de to storebrødre. TILLYKKE!

Lørdag eftermiddag gik på min bedste venindes baby-shower - jeps, nu er endnu en amerikansk tradition kommet til Danmark! Det var mama-Lise (min bedste venindes mor) der havde stået for festen - og den må man sige bød på lidt af hvert. F.eks. vanilje is med agurk, ja gravide kvinder spiser sære ting! Men jeg kan fortælle at det smager faktisk helt ude mærket, lidt sært men ude mærket!
Men faktisk deltog jeg ikke særlig meget, pga. ekstrem tandpine - hvilket hæmmede mine sociale færdigheder en del, så der var ikke meget snak, men det vigtigste er vel også at jeg dukkede op.

Det var nok babyer for denne omgang - og selvom jeg blev lidt skruk, spiser jeg fortsat mine p-piller.