Manden bag min skulder.

Da jeg oprettede min blog var det meningen den skulle være en blanding af både sjov, men også alvor, men det er ligesom om at den alvorlige del er røget lidt i glemmebogen - men det er på tide at lave om på nu.

Det er ikke et let emne jeg vil tage op, men da det nok er det emne der har størst indflydelse i mit liv, så vil jeg gøre et forsøg.

Så langtid tilbage jeg kan huske har jeg lidt af paranoid skizofreni, hvilket har gjord at jeg igennem hele mit liv har hørt stemmer uden for hovedet, eller jeg har faktisk kun hørt en stemme, fra en mand der konstant snakker til mig bag min venstre skulder, da jeg var lille var denne mand faktisk meget flink, men med alderen er ordende jeg hører blevet mere og mere agressive, hvilket har påvirket mine teenageår en del, jeg endte ud i ikke at være særlig sød ved hverken mig selv eller andre - jeg skændes ofte med min mor, mine lærere og pædagoger fordi jeg fik af vide af manden bag min skulder at de voksne ikke var til at stole på og de faktisk kun var ude på at spænde ben for mig.
Jeg begyndte at skære i mig selv når jeg fik muligheden, og jo længere tid der gik jo dybere blev sårende - jeg blev sendt rundt for at snakke med forskellige psykologer og psykiatere og fik endelig en diagnose og noget medicin der kunne tage det værste.

I år 2004 blev jeg tilbudt en indlæggelse på 2-3 måneder på ungdoms psykiatrisk afdeling, og jeg takkede ja. Det viste sig senere at de 2-3 måneder endte med at blive 7 rigtig lange og hårdere måneder.
Det meste af tiden hadede jeg at være der, jeg kunne ikke rigtig forholde mig til at en masse fremmede voksne skulle bestemme alt over mig, f.eks. hvilket tøj jeg måtte gå i, hvor langtid jeg skulle holde bordskik, hvornår jeg måtte tale telefon og hvad jeg måtte se i tvet.
Men på trods af hadet til stedet, og til mange af de voksne, lærte jeg en masse om mig selv, og om at leve med min sygdom.

Den dag i dag er jeg stadig på en del medicin, og går jævnligt til psykolog samtaler - og jeg høre stadig stemmer. Muligvis ville mere medicin kunne fjerne stemmen helt, men det forsøg har jeg valgt at takke pænt nej til, og det virker måske fjollet hvis man ikke selv har prøvet det - men manden bag mit skulder har fuldt mig igennem hele mit liv, og altid været der, så selvom jeg godt ved at han er fantasi er han stadig blevet en form for følges ven og den person jeg har brugt mest tid med igennem livet, pga. ham har jeg aldrig prøvet at være helt alene - og den tanke skræmmer mig.

Tit når jeg fortæller folk om min sygdom for jeg sætningen "Ej, du er da ikke syg - du virker jo helt normal" og jeg ved jo godt at folk mener det i en god mening, men alligevel virker det bare som om at folk er godt i gang med at ligegyldiggøre et hårdt liv, uden at de selv har prøvet den type smerte på egen krop.
Jeg oplever også tit at folk der hører at jeg er på medicin pludselig udnævner sig selv til psykiaterer og anbefaler mig at stoppe på min medicin, igen fordi jeg jo virker sååå normal, men de glemmer at det muligvis er pga. medicinen at jeg virker helt almindelig, og at det desuden for nogle kan være et meget farligt råd.
Jeg tror at de fleste der spiser medicin dagligt og måske skal gøre det hele livet ville ønske, at det var anderledes, men det er bare ikke altid så let som det lyder.

Tak for opmærksomheden.